Searching for "DSB"

DSB – kom nu ind i dansen!

De sidste dages aviser har været fulde af overskrifter som “”Flytrafikken i Frit Fald” – (fra Politikens leder forleden) og omtale af strejker både hos Norwegian og SAS.

(De følgende billeder er alle steder, vi har været – med TOG!)

DSC01118DSC01114Hue,Vietnam

Så nu savner jeg, at DSB træder i karakter. Det er NU de skal ind i dansen og vise, at rigtig mange af de destinationer, vi normalt tager fly til , sagtens kan nås næsten lige så hurtigt og billigt med tog. Hvis altså DSB og de øvrige europæiske togselskaber kunne samarbejde om et fælles bookingsystem.

I slutningen af maj skal jeg på lang weekend med nogle veninder til Berlin. Vi har allerede booket (fly)billet til 815 kr t/r. Så for sjov satte jeg mig for at undersøge, hvad det vil koste, hvis vi hopper på toget på i stedet.

Første problem, jeg stødte på var, at det endnu ikke er muligt at købe billetter på nettet så lang tid i forvejen!!!  Så jeg prøvede mig frem med et par andre datoer:

En måned før kan jeg komme frem og tilbage for næsten det samme: 921 kr

Rejsetid ca 7 timer fra København H. til Berlin Hbf –altså fra centrum til centrum.

DSC00938

Stockholm

Med fly skal man nok beregne ca. 4 timer: Metro til Kastrup, check-in i god tid, flytid 1 time, derefter ankomst i Berlin Schoenefeld lufthavn, finde en taxi eller et tog ind til centrum. Ja, det passer nok med ca. 4 timer.

IMG_0006_2

Wien

Men toget har også sin egen særlige charme: du kan gå lidt rundt, måske en tur ned i spisevognen eller måske har du pakket en hyggelig madkurv med lidt ’bobler’ og gode sandwicher. Der er tid til snak på kryds og tværs eller bare læne sig tilbage og nye udsigten – få sjælen godt med.

IMG_0007_2

Budapest – der snød vi lidt: cyklede fra Wien til Budapest, men tog toget tilbage.

IMG_0016_2

Med tog til Passau og videre på cykel til Wien langs Donau.

Vi har haft mange gode togture rundt om i Europa min mand og jeg, og alle husker jeg som noget særligt, næsten luksuriøst. Sådan mindes jeg ikke en eneste flyrejse – tværtimod: altid lidt stresset, for lidt plads til benene, alt for tæt på mennesker, man ikke kender – og af og til også lidt angstfyldte oplevelser. Jo, der har da været hyggelige ture, hvor sidemanden / damen har været rigtig rare at tale med, , men det høre desværre til sjældenhederne.

DSC01663

Hamborg Havn

Så min opfordring er, at DSB får et gennemskueligt og nemt bookingsystem, og at de gør lidt reklame for, hvor billigt og HURTIGT man kommer fra hovedstad til hovedstad, så tror jeg rigtig mange vil vælge toget, for vi ved det jo godt: Det der med at tage på en hyggelig weekend til Berlin eller Wien med veninder eller manden. Med en billig flybillet.   Det er bare ikke ok!

IMG_0008_2

– mere Hamborg

Vi køber økovarer, kød fra glade grise og æg fra fritgående høns.. Men når vi skal ud og rejse, er billigst bedst, tænker vi., og har lidt skyklapper på, når det gælder personalets arbejdsmiljø og det miljørigtige valg!

Så kom igen DSB – vis hvad I kan!

DSC01114Hanoi – >Hue:  en lang, støjende og Meget snavset nat, men sikken en oplevelse. Den vil jeg ikke have været foruden!

Tekst og foto: Ida Seehusen / sixtyplusone.dk

 

4. Maj i Mindelunden

DSC02526

I morgen onsdag fejrer vi 71 året for Danmarks Befrielse.

Har du mulighed for at komme i Mindelunden i Ryvangen / Hellerup, så kom ikke senere end 19.30 – Frihedsbudskabet afspilles 19.36,  hvorefter Hjemmeværnes musikkorps spiller frem til højtidelighedens start kl. 20.00.

Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller er årets taler i Mindelunden.

Også andre steder rundt om i landet vil “4. Maj”  blive højtideligholdt.

IMG_0221
Har du ikke mulighed for at du  være i Mindelunden, så husk at sætte lys i vinduerne til minde om, at de 5 mørke år var slut!

Læs mere her: www.mindelunden-4maj.dk

Sidste år fejrede vi 70 året for Danmarks Befrielse ved et stor anlagt arrangement med deltagelse af bl.a. H. M. Dronningen og daværende statsminister Heller Thorning Schmidt. I kan gense lidt derfra HER.

Ida Seehusen / tekst og foto

 

 

 

Postkort fra Sydafrika

IMG_2111

Ja, det er næsten uartigt, at vise lidt fra vores tur til Sydafrika, med sol og sommer, som det jo er dernede lige nu, i forhold til vores grå og blæsende december.

DSC02725

Men altså. Det var naturligvis fantastisk. Og vi så alt det, vi have ønsket os – og mere til: ’The Big Five’ dvs løve, vandbøffel, elefant og næsehorn (undtagen leopard) i Kruger National Park, + en masse andre dyr. Zebraer, kuduer og impalaer i massevis. Flodheste, giraffer og krokodiller osv osv. Betagende.

IMG_2176

Vi besøgte vingårde og smagte dejlig vin. Så hvaler, sæler og pingviner.

Men det, der kryber allermest ind under huden på én, er nok historien. Historien om undertrykkelse og apartheid. Om Mandelas og ANC’s kamp for retfærdighed og retten til uddannelse. Om den 13 årige Hector Peterson i Soweto, der blev skudt af politiet, fordi han sammen med sine kammerater demonstrerede imod den nye lov, der dikterede, at eleverne 14 dage inden deres afsluttende eksamen pludselig skulle gå til prøve på ’afrikaansk’ i stedet for engelsk, som var det sprog, de var blevet undervist i.

IMG_2271

Mandelas celle i 18 år

Så naturligvis sluttede vi af i Cape Town med at sejle ud til Robben Island, hvor Mandela sad fængslet 18 år ud af de 27, han var frihedsberøvet, sammen med de mange andre ’frihedskæmpere’. Fængslet er i dag et museum for kampen mod apartheid, og det er tidligere fanger og fangevogtere, der viser rund.

IMG_2268

På vej ud til Robben Island fra Cape Town medTaffelbjerget.

Besøget bandt en fin sløjfe på alle vores oplevelser i et stort og smukt land.

English recap: We have just returned from South Africa, full of fantastic experiences. Kruger National Park with the Big Five, lovely wine in det southern part, but most of all the History. The history about the struggle for justice and education, away from apartheid. An amazing country.

Danke Deutsche Bahn

IMG_2018

Vi skulle sydpå på en lille cykletur langs Mosel, og havde besluttet at tage toget – det er der jo meget fornuft i – bæredygtighed taget i betragtning. (Jeg har tidligere skrevet om det, med at tage toget HER) .

Bestilte billetterne på nettet – det gik nemt, selvom det var ikke til at få liggevogn . . . de er åbenbart ophørt på de fleste strækninger – i alt fald København H /Trier. I stedet blev det til 1. Klasse: vi skulle jo langt – rigtig langt med et par stop og togskift undervejs, bl.a i Hamburg kl. 22.30. Men vi glædede os. Med madkurv, vin og glas pakket hjemmefra – det skulle blive en dejlig tur. Det var bare at nyde.

Og fint gik det ned gennem Sjælland. Eftermiddagssolen stod lavt over markerne, der strøg forbi, der var te og kaffe fra Starbucks og Chaplon i kupeen. Jo, det var rigtig 1. Klasse. Snart nærmede vi os Rødby. Tjuhej hvor det går!

”Ding dong” – den klassiske DSB lyd.

”På grund af tekniske problemer er det ikke muligt for toget at køre om bord på færgen. De rejsende bedes derfor tage al bagage og gå om bord. I Puttgarden vil et regionaltog køre Dem videre til Hamburg”!

Så myldrede vi ud med al gepäck. Op ad tre stejle trapper. Nej, det var ikke særligt nemt. En ældre kvinde var grædefærdig, men heldigvis var der et par hjælpsomme yngre mænd.

Og så sejlede færgen. Normal overfartstid 45 minutter, men den sejlede og sejlede, og lå stille og lå stille . . . i ca. 1½ time.

Hvordan skulle vi dog nå vores nattog i Hamburg?

I Puttgarden stod der ganske rigtigt et tog til Lübeck Hbf. Et Regional tog, som i ’at det stopper ved alle stationer’- tog. Togføreren var lidt forundret over folkevandringen fra færge til tog, og kendte i alt fald ikke til noget tog til Hamburg. Dette tog var det eneste, der ville komme her!

En gruppe yngre friske fyre, der skulle på ’by-tur’ i Hamburg, valgte at bestille en taxi, og tilbød plads, men vi valgte toget, sammen med en lille gruppe, vi var faldet i snak med. Det blev sådan en helt lille hyggelig rejsegruppe.

Så vi kørte til Lübeck. Og stoppede der. Og fandt et tog til Hamburg. Nu var klokken langt over, afgangs tidspunktet for vores nattog, og vi var stadig kun i Lübeck.

Og hvis I har orket at læse med hertil, så er det nu, at jeg siger ”Danke DB”:

Fremme i Hamburg omkring midnat ca. 2 timer forsinket, træder den tyske ’ordnung’ nemlig i karakter:

I toginformationen sidder et par kompetente kvinder: Finder hotel, bestiller taxi og booker nye billetter til næste morgen. Og inden for 30 minutter, er vi blevet kørt tværs gennem Hamburg, fået et varmt brusebad og ligger i rene senge med udsigt til dejlig morgenmad næste morgen. Uden beregning – naturligvis. Danke Deutsche Bahn!

Og så er det, jeg tænker: tænk hvis man var flygtning (vi så flere grupper undervejs). Det er hverdag for dem. Der er nok hverken hotel, morgenmad eller taxi uden beregning, men bare usikkerhed.

IMG_1936

Hvor er vi privilegerede!

Så der er god grund til at være taknemmelige.

DANKE!

 

Tekst og foto: Ida Seehusen, sixtyplusone

 

 

 

Semlor – fastelavnsboller på svensk

 

DSC01613At være gift med en halv-svensker kan have sine fordele. Én af dem er ’semlor’ eller ’festisdagsbullar’ – altså fastelavnsboller, som kommer i butikkerne i Sverige allerede lige efter jul – og fortsætter frem til påske. Og heldigvis, for de er bare noget af det lækreste: fyldt med kardemomme, marcipan og flødeskum, og knap så tunge som vores danske fastelavnsboller, der mere er en wienerbrødsbolle med creme og flødeskum..

I Sverige tager man sine semlor seriøst, og alle aviserne har afstemninger og tests om byens bedste. Længe var det ’Tössebakeriet’ i Stockholm, der løb af med sejren.

Min mand fortæller, at da han var barn, fik man semlor i en skål med varm mælk. Det synes jeg derimod ikke behøver prøves!

Så denne tirsdag, midt i vinterferien – og tæt på Fastelavn, får I så opskriften – og den er såmænd ikke meget anderledes end en almindelig rosinbolle – altså bortset fra, at der ikke er  rosiner i, men i stedet masser af kardemomme , og så fyldet – ’forstås’.

Semlor:

(Ca. 15 stk)

25 g gær

2 dl mælk

240 g hvedemel

80 g sukker

½ spsk grovmalet kardemomme

180 g hvedemel

½ tsk salt

80 g blødt smør

1 æg 

Marcipanfyld:

400 g marcipan

50 g hakkede mandler

¾ dl mælk

 Desuden ½ l piskefløde pisket til skum og lidt florsukker

 Opløs gæren i den fingerlune mælk og rør den med de 240 g hvedemel og sukkeret. (ca. 5 – 10 min. i røremaskine ved langsom hastighed)

Lad dejen hvile i ca. ½ time

Derefter tilsættes de resterende 180g mel, salt, smør og æg , og der æltes til dejen er glat og samlet (ca. 10 min. i røremaskinen ved middel hastighed)

Hviler igen i ca. ½ time

 

Formes til boller på ca. 50g og sættes på bagepapir på en bageplade. Dækkes til med et stykke plastfilm, for ikke at udtørre bollerne – og et viskestykke. Hæver i ca. 1 ½ time.

 Bages ved 200 grade i midten af ovnen i ca. 10 minutter – eller til bollerne er fint lysebrune.

Afkøles på bagerist.

Fyldet: Marcipanen røres med de hakkede mandler, og mælken tilsættes lidt efter lidt indtil marcipanmassen er blød og ’smørbar’.

 Piskefløden piskes til skum.

 Når bollerne er helt afkølede, skæres toppen af og lidt marcipanmasse sprøjtes /smøres på, derefter flødeskummet – i bedste Blomsterberg-stil , hvis man har en sprøjtepose, ellers lægges det bare på med en ske – det smager lige godt!

Til sidst lægges ’hatten’ på og florsukker drysses over med en lille sigte.

 “Smakligt måltid”– som de siger ’hinsidans’!

Foto: Ida Seehusen