Kategori: sixty + one

F for fredag #3

Så er det igen fredag og tid til lade freden sænke sig.

DSC01499

Fredag er også flotte ‘nye’ negle – lige nu er det Chanels 599 ‘Provocation’, som jeg er næsten helt afhængig af – den lægger sig tæt op ad den gamle, ikoniske ‘Rouge Noir’, men har nu alligevel sin helt egen flotte, dyblilla nuance.

DSC01493

 God fredag til jer alle!

Foto: Ida Seehusen, sixtyplusone.dk

F for fredag # 2

Sikken en uge, det har været, med start af flere spændende projekter – som I nok skal høre mere om. Men lige nu er det blot at nyde, at det endelig er fredag.

Denne tekstindledning skrev jeg frisk og frejdigt inden nyheden om attentatet på ‘Charlie Hebdo’ ramte os. Og så tager livet en helt anden retning. Og alt sådan noget med hygge og blomster bliver så inderligt ligegyldigt!

Det vigtigste er, at vi bliver ved med at forsvare ytrigsfriheden, at vi ikke benytter denne terrorhandling til at opildne til fremmedhad, men at vi fortsætter med at arbejde for demokratiet.

Men det er stadig fredag, og fredag herhjemme er:

De fineste, hvide, knitrende tulipaner, der så fint fejer julen ud af huset og giver os mod på vinteren – der forhåbentligt bliver kold og klar og fyldt med sne – desværre har min yndlingsblomsterhandler Søllerød Blomster ferielukket – øv!

DSC01483

men buketter fra supermarkedet er også fine!

DSC01480

 

God weekend til jer alle – og nyd jeres aften – og lad os ikke skræmme af en mindre gruppe mennesker med yderliggående meninger. De skal IKKE vinde!

foto: Ida Seehusen, Sixty Plus One

Nytårsforsæt? – nej tak

DSC01449

Jeg indledte det nye år med IKKE at have nogle nytårsforsæt ud over, at være ærlig og tro mod mine holdninger, at være stærk nok til at kunne sige fra overfor uretfærdigheder og at passe på mine omgivelser, mig selv og mine nære og fjerne.

Mit nytår startede jo faktisk også allerede 1. november, hvor jeg sagde farvel til alt det trygge – fast arbejde og faste mødetider, gode kolleger osv for at kaste mig ud i en tilværelse uden sikkerhedsnet – nå ja ud over en god pension, og det er jo heller ikke så ringe endda, men altså en hverdag, jeg selv skal udfylde og planlægge – og DET er spændende.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg også en forventning til nu hvor tiden er til det, at jeg kan leve lidt sundere – mere grønt, mere yoga og alt det der . . .
Og bage! jeg fik en super bagebog Det Perfekte Brød af Martin Johansson af en sød kollega i afskedsgave ( tak Lisbeth) – og den er så ‘himla’ besværlig, at man nærmest skal starte mindst tre dage før man har det færdige brød – og nu har jeg så tiden til det. Og måtte desuden investere i en køkkenmaskine – næ, næ ikke én af de der smarte Kitchen Aid, der pynter så fint på køkkenbordet, men en gedigen Kenwood Major Titanium mv. Og den kan ælte, skal jeg hilse og sige.

Og hvad har jeg så bagt?
Ja, det er naturligvis blevet til at par brød med grovmel og andet fornuftigt, men størst succes er nu ‘Banan-Dadel Muffins’ fra Gwyneth Paltrow’s ‘It’s All Good’ .

Selvom smukke, smukke Gwyneth Paltrow lever sundt – sådan rigtig, rigtig sundt: ingen laktose, intet gluten osv., har jeg valgt at ‘omskrive’ opskriften til almindeligt dansk køkken – og I får den her – men I kan naturligvis erstatte hvedemel med glutenfrit og mælk med sukkerfri mandel-/ rismælk:

BANAN-DADEL MUFFIN

1/2 l hvedemel
2 tsk bagepulver
lidt salt
2 overmodne mosede bananer
125 ml rapsolie
160 ml ahornsirup eller lys sirup
160 ml mælk
8 tørrede dadler – groft hakkede
1 kop græskarkerner groft hakkede
lidt vaniljesukker

Tænd ovnen på 200 gr – og sæt 12 muffinsforme i en muffinbakke.

Bland mel, bagepulver, salt og vaniljesukker i en skål for sig.
Mos bananer og rør dem med olie, sirup og mælk – gerne i en røremaskine
Tilsæt de tørre ingredienser – og rør godt.
Tilsæt tilsidst dadler og græskarkerner.
Hældes i formene og bages i ca 20 – 25 minutter.

foto: Ida Seehusen, sixtyplusone.dk

Tid til eftertanke – og GODT NYTÅR!

Forleden i S-toget hjem fra byen sætter jeg mig ind i den forreste vogn – stillekupeen. Vi er nok en 4 – 5 pæne damer på vej hjem nordpå med de sidste juleindkøb og sidder der pænt fordelt i kupeen, i hver vores komfort zone, da en ussel person komme ind på Østerport St. – rigtig ussel og sølle med plastpose og hullede sko , og en ram odeur.

Man fornemmer, at vi tænker: bare han ikke sætter sig ved siden af mig – og undgår øjenkontakt med ham for enhver pris – kigger ud af kupévinduet eller sidder med vores iPhone og tjekker gamle sms’er.

Kort tid efter glider dørene op igen til kupeen og ind kommer en hjemløs, der på sit københavnske spørger, om vi kan undvære en mønt eller måske har et job til ham?

Igen kigger vi forlegne ud af vinduet – en enkelt ryster lidt forsigtigt på hovedet. Nej, vi har ikke noget at give. Jeg tænker, at det er for besværligt at finde pungen frem – jeg har jo en masse indkøbsposer – underskylder jeg mig med, over for mig selv – måske tænker de andre det samme – og siger man ikke, at man ikke skal give noget til tiggere . . . de drikker bare pengene op?

Og så sker der det, at den første, den usle, forsømte person begynder at rode rundt i sine lommer og trækker en ti-krone op og rækker den til den hjemløse.
Og den hjemløse går med rank ryg hen til ham – giver ham et klap på skulderen og siger
“- Næh kammerat , behold du bare den til dårligere tider”.

Ja, så blev jeg flov!
Skal jeg sidde der og dømme om det er rigtigt eller forkert, at give en hjemløs en mønt? Tror vi virkelig, at han sagtens kan få et job, at han bare er doven og foretrækker at gå en runde i S-togene?
Sådan et samfund ønsker jeg ikke – et samfund, hvor hver har nok i sig selv, og fordommene står i kø.
Så fremover har jeg forhåbentligt et par mønter i lommen – om ikke andet for at købe lidt aflad.

GODT NYTÅR!

Pensionist – og hvad så?

Ja, så var det jo, at jeg havde besluttet mig til at stoppe på arbejdsmarkedet og gå på pension – væk for en tid, fra det arbejdsmarket, jeg har været en del af i næsten 40 år og har været glad for – som i RITIG glad.

“Hvad skal du så lave?” – spørger venner og kolleger –
‘ ikke en dyt’
– jamen du skal da lave et eller andet. . . gå til italiensk, eller kunsthistorie . . . eller . . . ?’
‘Nej, hør nu: ikke en dyt’, sagde jeg –  (jeg sagde faktisk helt andet ord, der begynder med ’s’ og ender på ‘id’.
Det er så en måned siden.

Så jeg indledte den ny tid med ‘ikke at lave noget’, med at rejse langt – sådan ca 19 timer i et ubekvemt fly. ‘Manden’ havde – for at fejre den nye tilværelse, inviteret til et par ugers rundrejse i Vietnam.

Med fornuftige benklæder i hurtigttørrende stof og gerne lyn-af bukseben og gode vandresandaler med kris-krasbånd – rigtig fornuftigt –  og en gruppe af venlige 60+ – og det var da fint nok.

– for man skal jo ud og rejse, når man er blevet pensionist – hører vi – skal man ikk’?

Foto: Liam Heavey