IMG_0037

’Åhh nej, er du én af de der bloggere, der tager billeder og skriver, hver gang de har bagt en bolle?’, spurgte en veninde, da jeg fortalte, at jeg var begyndt på en blog.

Overhovedet ikke . . . . øh, men det gør jeg jo.

Og jeg har jo tidligere fortalt om mine skærmydsler med bagning, efter jeg fik en fantastisk bog: ’Det Perfekt Brød’ af Martin Johansson,

DSC01669 hvilket medførte, at jeg investerede i en mega køkkenmaskine.

Men nu lykkedes det så. At bage sublime Emmerys boller, noget så nemt for ingen penge. Jeg fulgte denne lille film fra You Tube som Merete Stæhr-Nielsen har lavet ,sådan nogenlunde da:

DSC01674

I skal bruge:

5 dl koldt vand

1 dl surdej

10 g økogær

15 g havsalt

150 g grovmel – økologisk.

400 g hvedemel – økologisk

Surdej: ja, I kan lave den selv, og det tager op til en uge. (Den lille film fortæller hvordan). Eller I kan købe den færdig hos Claus Meyer eller hos Emmerys, der også har den af og til.

I den lille film på You Tube går man meget op i, at melet er fra fx Bornholm’s Valsemølle, men jeg har nu bare brugt almindeligt økologisk mel. Det er dog vigtigt, at mængden af grovmel – i mit tilfælde rugmel – aldrig overstiger 25% af den samlede melmængde.

Det hele måles nøjagtigt af og hældes i skålen. Køkkenmaskinen med dejkrog kører først med langsom fart og efter et par minutter øges hastigheden til ’hurtig’.

Der røres i 10 minutter, og så sker miraklet: det, der først lignede melklister samler sig efterhånden og forlader siderne på skålen. Mageløst!

Så skal dejen hæve i ca 24 timer koldt. Enten i skålen med låg (det brugte jeg), men hardcore bagere bruger en plastikbøtte, der kan rumme 4 liter.

Efter 24 timer – måske lidt mindre, hvis skålen har stået ude i køkkentemperatur – hældes dejen ud på et godt meldrysset bord, og deles i ca 10 stykker – vippes op med et par bagespartler på en bageplade med bagepapir og sættes i en meget varm ovn 250gr. Bages i ca 15 minutter, men hold øje!

Pris pr bolle: max 75 øre!

Og nu lover jeg, at der ikke kommer flere brødopskrifter, men måske en lille kage i ny og næ.

God fornøjelse.

Foto: Ida Seehusen / sixtyplusone.dk

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *